Master i informatikundervisning

Masteruddannelsen i informatikundervisning henvender sig specifikt til gymnasielærere, der ønsker at opnå undervisningskompetence i faget informatik. Men den kan også være relevant for undervisere fra andre uddannelsesinstitutioner, for eksempel professionshøjskoler.

Uddannelsen er bygget op om det obligatoriske kernestof, der indgår i de faglige mindstekrav for undervisning i informatik på gymnasieniveau. De obligatoriske kurser omfatter i alt 60 ECTS. Uddannelsen er tilrettelagt fleksibelt, så deltagerne kan gennemføre 10-15 ECTS pr. semester.

Det er muligt at vælge enkelte moduler på 5-10 ECTS fra uddannelsen, hvis ikke man ønsker at sammensætte fag til en hel master i informatikundervisning.

Masteruddannelsen i informatikundervisning udbydes af Aarhus Universitet i et nationalt samarbejde mellem seks danske universiteter: IT-Universitetet i København, Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.

Undervisningen gennemføres som blended learning i en kombination af enkelte hele fremmødedage, virtuelle aftenmøder og rene e-læringsaktiviteter. Undervisningen er tilrettelagt ud fra forventningen om, at deltagerne har job som gymnasielærere ved siden af uddannelsen.

Læs om masteruddannelsen på Master i informatikundervisnings hjemmeside.