Michael E. Caspersen er direktør for It-vest – samarbejdende universiteter, adjungeret professor ved Institut for Datalogi på Aarhus Universitet og indtil for nylig særlig rådgiver inden for digital uddannelse for ledende næstformand i EU-Kommissionen Margrethe Vestager. Nogle af kerneopgaverne i It-vests strategi er at støtte erhvervslivet med de rette kompetencer til it-professionelle – et arbejde, der både har fokus på fuldtidsuddannelse og efteruddannelse. Michael har siden 2004 været med til at udvikle masteruddannelsen i it, som står bag dagens konference.

Lars Appel Haahr er særlig rådgiver i Udenrigsministeriet med fokus på teknologi. Han har en ph.d. i ledelse fra Aarhus Universitet, hvor han også har været ansat som associate professor, og han har desuden været gæsteforsker på Stanford University.
Lars Appel Haahr vil give et aktuelt perspektiv på, hvordan danske virksomheder kan navigere i en kompleks udenrigspolitisk virkelighed med fokus på ledelse af it-professionelle.

Jacob Sherson er professor MSO ved Aarhus Universitet og leder af Center for Hybrid Intelligence. Tidligere har han været ansat på Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet, hvor han også fik sin ph.d. Jacob Sherson har sin kandidatgrad i fysik fra Aarhus Universitet. Ved siden af sit job som professor, er han også CEO i virksomheden Hybrid-IQ.
Jacob Sherson er pioner inden for integration af grundforskning i algoritmer og psykologi med udviklingen af menneskecentrerede AI-løsninger, der både opkvalificerer medarbejdere og fremmer innovation i værdiskabelse på tværs af små og store virksomheder. Hans metoder for hybrid intelligens er blevet anvendt i samarbejde med globale giganter som Adobe, Autodesk, Danske Bank, Arla og Mærsk samt en lang række små og mellemstore virksomheder.

Niels Elmegaard er Head of Strategy & Sustainability i Danske Commodities og ekstern lektor ved BSS, Aarhus Universitet. Før dette har han arbejdet ved Siemens og Rambøll. Niels Elmegaard har en bachelorgrad i statskundskab og er cand.it. (ITKO), begge uddannelser fra Aarhus Universitet. Niels Elmegaard har også læst ved Humboldt Universitetet i Berlin, og han har bestået en HD på BSS.
I sit oplæg vil han bl.a. tale om energi trilemma; dvs. om energi i forhold til forsyningssikkerhed, værdiskabelse og bæredygtighed. Han vil også fortælle om, hvordan Danske Commodities arbejder med dette område i ledelse af it-professionelle.

Pernille Krogh Hansen er direktør i rådgivningsvirksomheden Sjeni, der auditerer og rådgiver om bl.a. informationssikkerhed, NIS2 og GDPR. Hun har en master i it og med en baggrund i både it og organisationsforståelse og praktisk erfaring fra både Sydbank, ECCO og hendes egen virksomhed, sætter hun spot på de dilemmaer, it-ledere og medarbejdere står i, når kravene til compliance rammer virkeligheden.
Pernille Krogh Hansen vil i sit oplæg give eksempler på, hvordan hun selv begår sig i krydsfeltet mellem compliance, bæredygtighed og hybrid intelligence, og hun vil pege på mønstre, menneskelige reaktioner og mulige veje videre. Det er ikke et oplæg om regler og paragraffer – men om mennesker, adfærd og ledelse i en verden, hvor kravene ikke bliver færre.
Denne side er senest redigeret 2. april 2025.