Rådgiver og dr.techn. Jørgen Staunstrup og dekan Simon Møberg Torp træder ind i styregruppen for universitetssamarbejdet It-vest mellem Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.
Styregruppens opgave er at sikre, at It-vest lever op til sit formål om at bidrage til styrkelse af it-uddannelser og it-forskning i Danmark.
Jørgen Staunstrup er rådgiver med eget firma og beskæftiger sig blandt andet med Computational Thinking, der er det centrale omdrejningspunkt for It-vests aktuelle 5-årige strategi.
Jørgen Staunstrup er en anerkendt forsker inden for datalogi, er ph.d. fra University of Southern California i 1978 og dr.techn. fra Danmarks Tekniske Universitet i 1994. I sin akademiske karriere har han haft ansættelse ved Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet og IT-Universitetet i København, hvor han er adjungeret professor. Jørgen Staunstrup har desuden været vicedirektør i IT-Branchen og har gennem stort set hele sin karriere været stærkt engageret inden for startup-verdenen.
Simon Møberg Torp træder ind i It-vests styregruppe som repræsentant for Syddansk Universitet, hvor han er dekan ved Det Humanistiske Fakultet. Han er desuden campusdekan for SDU Kolding, hvor universitetets cand.it.-uddannelser og masteruddannelsen i it har til huse. Begge aktiviteter hører til It-vest-styregruppens ansvarsområde.
Simon Møberg Torp er erhvervsøkonomisk ph.d. i Business Administration fra Syddansk Universitet og har desuden lederuddannelse fra Harvard University og Massachusetts Institute of Technology – Sloan School of Management. Han forsker i strategisk kommunikation og ledelse og har tidligere bl.a. undervist på cand.it.-uddannelsen i It, kommunikation og organisation (ITKO) på Syddansk Universitet og Aarhus Universitet samt på masteruddannelsen i It, kommunikation og organisation (MITKO). Simon Møberg Torp har været ansat ved Syddansk Universitet siden 2002 og dekan siden 2013.
Se sammensætningen af It-vests styregruppe.